Andelshaver i Mariebakken | A/B Mariebakken

A/B Mariebakken

Andelshaver i Mariebakken

Velkommen til Andelsboligforeningen MARIEBAKKEN.

Andelsboligforeningen MARIEBAKKEN er en privat andelsboligforening bestående af 26 rækkehuse (tæt/lav), hvor du som andelshaver får brugsret til en bestemt andelsbolig via dit indskud i andelsforeningen, når du køber andelen.
Du ejer dermed ikke din bolig, men erhverver en andel i foreningens samlede aktiver og får dermed en brugsret til boligen.
Andelsforeningens økonomi er baseret på andelshavernes indskud, andelshavernes månedlige boligafgift og lån, som andelsforeningen optager i forbindelse med driften af bygninger og fællesarealer. Det er kun andelsforeningen, som kan optage realkreditlån, men den kan ikke få fradrag for sine renteudgifter. Foreningen betaler ikke ejendomsværdiskat men betaler ejendomsskat. Alle andelshavere får til gengæld rentefradrag ved personlig gæld ved optagelse af banklån til køb af andelen.

Det praktiske og sociale fællesskab

Fordelen ved en andelsboligforening er, at vi som beboere i fællesskab driver andelsforeningen. Vi har valgt en bestyrelse, som tager sig af den daglige drift af andelsforeningen, og du kan som andelshaver deltage i generalforsamlingen, hvor man vedtager boligafgift, regnskab, budget og andre vigtige emner/forhold for andelsforeningen. Alle kan deltage i bestyrelsesarbejdet og dermed være endnu tættere på den daglige drift og de beslutninger, der tages i bestyrelsen.
Vi ønsker i vores andelsforening, at den enkelte andelshaver er med til at præge andelsforeningens dagligdag og fremtid. Andelsforeningens styrke ligger i fællesskabet og det er den enkelte andelshaver, der præger andelsforeningen i den retning, de ønsker, den skal bevæge sig. Vi ønsker at styrke fællesskabet og dermed øge trygheden for den enkelte andelshaver i vores andelsforening.
Socialt er det vigtigt, at vi har aktiviteter, hvor alle har mulighed/pligt til at deltage. Vi afholder sommerfest/grill-aften, julekomsammen og 2 årlige fælles arbejdsdage. Vi ønsker at styrke sammenholdet og derfor at det vigtigt, at alle andelshavere deltager i de fælles aktiviteter.
Det er op til andelsforeningen og andelshaverne at sætte rammerne for andelsforeningens fællesskab, men andelsboligen som boform er kendt for en holdning til det daglige og sociale fællesskab, så derfor er det også den enkelte andelshaver, som kan være med til at sætte sit præg på andelsforeningen.
En andelsforening fungerer kun, hvis fællesskabet er aktivt fra alle beboeres side og hvis alle gør en aktiv indsats for at få vores bebyggelse til at se velholdt ud og fremstå attraktiv. Vi er selv med til at gøre vores andelsforening til et attraktivt sted at bo og hvor folk ønsker at komme og købe en andelsbolig.

Rettigheder og pligter

Vor andelsforening styres ud fra vores vedtægter, som er besluttet på andelsforeningens generalforsamlinger. Vi er som andelshavere underlagt disse vedtægter. Vedtægterne beskriver rettigheder og pligter, du har som andelshaver i vores andelsforening.

Økonomisk forpligtelse: Andelshaver betaler et indskud og en månedlig boligafgift til andelsforeningen. Generalforsamlingen fastsætter boligafgiftens størrelse.

Hæftelse: Vedtægterne beskriver, hvordan den enkelte andelshaver hæfter for foreningens gæld.

Vedligeholdelsespligt: Andelshavers pligt i forhold til vedligeholdelse af egen bolig, andelsforeningens fællesarealer og fælles bygninger er vedtægtsbestemt.

Bopælspligt: Andelshaver er forpligtiget til at bebo sin bolig, medmindre andelshaveren er midlertidigt fraværende. Bopælspligten er beskrevet i andelsforeningens vedtægter.

Fremleje: Andelshaver har ret til at fremleje sin bolig. Regler for fremleje fremgår af andelsforeningens vedtægter.

Pant i bolig: Andelshaver kan optage lån med pant i andelsboligen. Banker og pengeinstitutter tager pant i andelsboligen og tinglyser pantet i Andelsbogen som sikkerhed for andelshavers private lån. Bemærk låntagning på max 80% af den maksimale andelsværdi, som beskrevet i foreningens vedtægter.

Generalforsamling: Andelsforeningens højeste myndighed er generalforsamlingen og andelsforeningens vedtægter bliver besluttet på generalforsamlingen, hvortil alle andelshavere har adgang og stemmeret. Andelshaver har også ret til at stemme via fuldmagt.

Nye tiltag: Andelshaver har ret til at stille forslag til nye tiltag eller ændringer til eksisterende vedtægter samt stille forslag til nye vedtægter.

Med venlig hilsen
Andelsboligforeningen MARIEBAKKEN